Det kgl. danske Musikkonservatoriums Børnekor
Kalaallit Nunaat / Grønland: dagbog 28-31. 8. 1996
28 AUG
Ved 7-tiden om morgenen anløb båden Aasiaat (Egedesminde). Der var ikke meget at se på fra båden, og der var for langt til selve byen. I øvrigt var vi knapt nok vågne, og havde i hvert fald ikke fået morgenmad endnu. Efter ½ times tid gik turen videre med Qeqertarsuaq (Godhavn) på Diskoøen. Morgenmaden blev indtaget undervejs. Det foregik efter samme recept som på den første sejltur, hvor der var frit valg på nederste hylde, og der var meget forskelligt at vælge mellem. Sejlturen gik over i Davis-strædet i syd-nord-gående retning. Der var ikke meget at se på - en enkelt hval og nogle isbjerge. Der var stadig ikke mange isbjerge, men nu var det altså isbjerge og ikke bare isskosser. Så tiden blev fordrevet med spil og snak.
Vi ankom til Qeqertarsuaq ved 11-tiden. Qeqertarsuaq er en ganske lille by - der var ikke en gang en landgangsbro. Så det var godt, at skibet selv havde én med. Den blev hejst ned (og op igen da vi skulle sejle videre) med skibet egen kran. Her styrtede vi alle fra borde, fordi vi skulle se kirken, som populært kald(t)es Det blå Blækhus. Dette øgenavn skyldes selvfølgelig, at kirken er blå og ikke meget større end et gammeldags blækhus.
Som sædvanlig havde vi kun ca ½ time i land, så vi styrtede afsted for at se Det blå Blækhus. Efter ca 10 minutters rask trav vi nåede blækhuset - det var rødt, men det var stadig en lille nuttet kirke. Kirkeskibet - altså det oppe under loftet - var en stor model af en konebåd. Udenfor på kirketrappen blev der lige tid til at tage gruppebilleder, før vi måtte skynde os tilbage for ikke at blive agterudsejlet (så spændende var der heller ikke). Ellers har Diskoøen ry for at være et spændende sted for naturelskere og andre fanatikere. Man kan køre med hundeslæde om sommeren oppe på gletcheren, og man kan vandre nogle spændende trecking-ture. Disko har den mest varierede vegetation i hele Grønland, næsten hele Grønlands flora er repræsenteret dér.
Landgangen blev taget og lagt op på taget, eller hvad det så end hedder på et skib. Kursen blev sat mod øst med retning mod Ilulissat (Jacobshavn) hen over Diskobugten. Vi havde beklaget os over, at vi ikke havde set ret mange isbjerge, så kaptajnen lagde kursen lidt længere mod syd, så kom til at passere Isfjordens munding fra syd. Og så skal jeg hilse og sige at vi fik set isbjerge -store isbjerge. Det er altså et imponerende syn. Vi passerede blandt andet et isbjerg med et kæmpehul i. Da Margrete så det udbrød hun: Ville det ikke være pragtfuldt at stå inde midt i isbjerget og synge? (I ved jo, hvordan Margrete er). Børnene havde nu en anden mening, og én af reaktionerne var: Jeg har en bedre idé - du står dér og dirigerer, mens vi står her på båden.
Undervejs henover Diskobugten spiste vi frokost. Den var lidt mere speciel end tidligere. Der var blandt andet noget der kunne minde om gammeldags sømandskost. Kormutter prøvede at hvæsse tænderne på en kæmpekiks (beskøjt?). Efter et stykke tid erklærede hun, at nu kunne altså ikke spise mere af den hundekiks.
Vi ankom planmæssigt klokken 16 til Ilulissat, hvor vi blev modtaget af fritidsinspektøren Niels-Jørgen Jakobsen. Vi blev transporteret i etaper til vores bestemmelsessted: Ilulissat-hallen, som både rummer en teatersal og en sportshal. I tilknytning til hallen var der 4 rum med 3-etages køjer (12 senge i hver). Her sov de fleste, resten sov på madrasser i et par rum i nærheden.
Efter at have pakket ud og redt seng osv, var det tid til aftensmaden, som vi spiste på det nærliggende hotel Naleraq. Her fik vi ribbensteg med fed brun sovs og rødkål. Efter middagen var der mulighed for at gå op til et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over Isfjorden. Der var en mindre gruppe, som gik der op. Et pragtfuldt syn udover Isfjordens munding mødte os. På vej tilbage gled Karl-Heinz og forvred sin fod. Tænk at det skulle hænde for en gammel bjergbestiger, nå det må være fordi han nu er mere gammel end han er bjergbestiger.
Resten af aftenen gik med at falde til ro. En del så fjernsyn, som var i gangen mellem de 4 køjerum, andre spillede billiard og atter andre spillede fodbold i sportshallen. Der var nogenunde ro 23:30-tiden.
29 AUG
Vi stod op ved 7-tiden. På de voksnes køjesal blev der pyntet op med flag, guirlander og balloner på Finn's seng, mens han var på badeværelset - Finn har nemlig fødselsdag den 29. August. Da Finn kom tilbage, blev der sunget fødselsdagsang.
Der var morgenmad i Naleraq kl. 8:30. Det var en god traditionel dansk morgenmad med havregryn, corn flakes osv. og franskbrød med ost og syltetøj. Klokken 10 skulle der være korprøve, men vores værter ville gerne have, at vi gav en koncert for byens skolebørn. Så vi fik øvet os en smule og derefter en lille koncert for Ilulissats to skoler.
Overalt hvor man går i byen kan man se vand. Og dér ligger så isbjergene og flyder, lige for ens øjne. Men de er nu længere væk på denne tid af året end det syner. Luften er så ren og klar heroppe, at man kan se Diskoøen ligeså tydeligt, som man kan se Hven fra Nordsjælland. Der er bare den lille forskel, at Disko ligger ca 65 km fra Ilulissat. Og synsfeltet, sådan lige udenfor havnen indløbet - synes man, sejler disse store isbjerge majestisk forbi. Det går ikke hurtigt, men fra dag til dag kunne man godt se at de havde flyttet sig.
Efter koncerten vandrede vi gennem byen til Hotel Hvide Falk, hvor Ilulissat Præstegæld og Ilulissat kommune var værter ved en udsøgt frokost. Der var alskens godt fra havet, både det vi kender hjemmefra, rejer, krabber, røget helleflynder, kogt torsk osv og mere "eksotiske" ("polariske"?) grønlandske specialiteter som tørret hvalkød, forskellige tørret fisk bl.a. ammaseth, som hvalerne spiser, spæk, sælsuppe og andre "sælsomme" sager. Noget smagte godt, andet smagte særpræget og andet igen kan man sige, at man har smagt.
Da vi havde spist os dejligt mætte, blev vi delt i 5 grupper. De tre grupper skulle først ud at sejle på Isfjorden, mens de to sidste grupper gik på byvandring. Bagefter blev der byttet om. Bådene vi sejlede med kunne minde om små danske fiskekuttere. Og så afsted til Isfjorden. Sikke en oplevelse - det kan næsten ikke beskrives. Vejret har jeg helt glemt at fortælle om. Det var atter blevet pragtfuldt solskin. Så det blev en kæmpe oplevelse at sejle langs med Isfjordens munding. Man sejler nemlig ikke ind i Isfjorden mellem de tætpakkede isbjerge, hvis man ellers er ved sine fulde fem - ikke engang i kajak. Isbjergene derinde har ikke fundet deres stabilitet og kan pludselig vælte, vende rundt el.lign. Men man kan sikkert sejle mellem isbjergene som ligger ved mundingen og eventuelt er gået på grund på den sandbanke som ligger dér.
Vi sejlede rundt et par timer i alt og så bare det ene imponerende isbjerg efter det andet. Vores 3 både mødtes, der hvor man plejer at vende. Så lå vi dér med ca 10 m afstand. Da Finn var med den ene af bådene og Margrete på en af de andre, hvad var så mere naturligt end at vi sang korets fødseldagssang for ham - trestemmig kanon, en stemme fra hver båd, derefter et par sange mere - sikke en oplevelse. Hvis nu der havde været en kvik journalist tilstede, havde man nok kunnet læse følgende overskrift i avisen
Varme danske børnestemmer smelter den grønlandske is.
Så gik turen hjem igen langs med de kæmpe isbjerge, som er gået på grund på banken. Vores skipper, som i øvrigt hed Thorvald, havde haft kontakt med et fly, som passerede henover, og som havde målt højden på det største af dem. Det var 93 m højt over vandet - det 3 gange Rundetårn! Og så er der 9 gange så meget under vandoverfladen.
Børnene lånte et fiskenet af Thorvald, så de kunne fiske isklumper op. De blev meget overraskede over, at det smagte salt. Men det var kun på overfladen, fordi saltet fra havet var trængt ind i det øverste lag af isen. Når det var suttet af, så havde man fornøjelsen at smage, hvordan 40.000 år gammel is smager. Så gammel når isen at blive inde i de grønlandske gletchere, inden den brækker af som et isbjerg.
Da vi næsten tilbage ved Ilulissat, så vi to finhvaler (det var Finns fødselsdag), som svømmede mellem os og kysten i retning mod Isfjorden. De var ikke mere end et par hundrede meter væk, så vi kunne tydeligt se ryggen med finnen, hvergang de dykkede og sprøjtene fra åndehullet. Pludselig forsvandt de og først 5 minutter senere kunne vi atter se sprøjtene i nærheden af isbjergene. Så gik vi i land, og det var vores tur til en lille byvandring. Vi blev kørt til Knud Rasmussens barndomshjem, hvor der er indrettet et lille museum. Der var også mulighed for at købe forskellige souvenirs.
Udenfor Knud Rasmussens står der en gammel presse til at presse tran ud af hvalspæk. Og ved siden ligger en tørvehytte, som var beboet indtil for ca 20 år siden. Tidligere var der mange af den slags tørvehytter. Grønlænderne boede i dem i til langt op i vores tid, fordi de var billige at bygge - træ, beton, mursten osv som bruges i byggeri i Danmark er dyre, fordi det skal fragtes med båd til Grønland. Tørvehytten indeholder en lang gang ("entre"), som fører til det eneste opholdsrum på ca 15 m2. Her er så sovepladser, bord og kakkelovn. Belysningen er petroleumslamper. Fra gangen er der døre til forrådsrum m.v og køkken.
Vores guide fortalte, at Ilulissat er Grønlands trediestørste by med 4300 indbyggere og 6000 slædehunde. Byen er i øvrigt ikke nær så køn som Sisimiut. Den ser nærmest Klondike-agtig ud mange steder. Til gengæld er luften utrolig klar og naturen særpræget og smuk. Den højeste vegetation vi så, var fjeldpil, som på disse kanter nærmest var en krybende urt, der var ca 10 cm høj. Men sætter man sig ned og studerer jorden og klipperne, så er der et væld af farver, som skyldes laver og mosser.
Til sidst blev der lidt tid til at gøre de sidste indkøb til familien der hjemme. Der er faktisk flere velassorterede turistbutikker i Ilulissat.
Derefter hastede vi tilbage til Naleraq for at spise middagsmad. Den bestod af en udsøgt gullash lavet på sælkød med kartoffelmos - stor delikatesse. Det var nu ikke alle børnene som syntes det. Men så var der jo kartoffelmosen.
Der var lidt fart på denne aften, fordi vi havde jo også den store koncert i Ilulissat kl 19:30. Hurtig omklædning til "kampuniform". Vi kunne ikke synge op i teatersalen for der strømmede publikum allerede ind. Så Margrete foreslog at opsyngningen foregik i billiardsalonen, hvorpå en af drengene forkyndte Det koster 20 kr, men var altså at spille billiard, han tænkte på - ak, ja sådan kan man jo have opmærksomheden rettet mod forskelligt.
Koncerten gik godt. Der var ikke så meget uro som i Sisimiut, men der var næsten lige så mange tilhørere - godt 500. Det er imponerende, at der trækkes så mange folk af huse, selvom det sikkert er så tit, at der kommer sådan et arrangement. Men mere end 10 % af byens indbyggere; det må de lokale kontaktpersoner - fritidsinspektør med flere - have stor ære af.
Efter koncerten havde vi så den obligatoriske fest med optræden og lidt guf til ganen. Der mange morsomme indslag. Eva H. var som sædvanlig konferencier og styrede slagets gang med sikker hånd. Der havde ikke været meget tid til at forberede noget, så det var et imponerende opbud af festlige og morsomme indslag. Her er en liste med de fleste indslag. Det kan godt være der er overset et enkelt, men det var så morsomt og hyggeligt, at jeg glemte at tage notater.
Seks af de små piger foreviste deres nyeste kreationer i kortøj (Anne Sophie, Bianca, Eva E., Iben, Regitze, Sara). Og jeg skal love for, at de har fulgt godt med i TV - både til reklamer for hårshampoo og til modeopvisninger. Alle de berømte modeller var med os den aften.
Malene læste et grønlandsk eventyr med nynnekor i baggrunden (bl.a. Astrid R., Elisabeth, Cecilie L., Leonore, Signe O.). Den eneste belysning var levende lys. Det var meget smukt og stemningsfyldt, selv om selve historien var noget barsk og uhyggelig.
Emilie og Signe T. sang deres kønne 2-stemmige udgave af sangen Bim Bam Busse. Det var sandelig noget andet end at høre Cirkeline selv.
Mandskoret havde ikke fået planlagt noget indslag. Men pigerne havde til gengæld et indslag, hvor mænnerne skulle være hovedaktører: "Mand O' mand". Jeg skal love for, at der blev brugt fantasi, charme og spillet med musklerne for at vinde pigernes gunst. Det var utrolig morsomt. Pigerne havde et meget svært job - der var close race, men til sidst blev Tor valgt til korets "Mand Grønland 1996".
Silja, Marie W, Hannah lavede en sketch om den første aften hos en værtsfamilie. Der var ingen tvivl om, at kommunikation er en svær en, især når der også er sprogbarrierer.
Jesenka og Sanne gav den som musikalske klovne med deres nydannede "Duo Diablo" (eller sådan noget lignende). Jesenka på violin og Sanne på stemmebånd. Det var bare hyle-morsomt.
Hele tiden før og under turen fik vi tudet ørerne fulde om, at vi ikke måtte røre de grønlandske hunde. Silja havde funderet over, hvilke konsekvenser det mon havde, hvis man alligevel gjorde det. Det havde hun så lavet en monolog over. Man startede med at få fnat i håndfladen og endte tude som de grønlandske hunde, når man skal forlade sin grønlandske kæreste.
Cecilie E. og Signe O. kom på scenen og grinede og fnisede, og prøvede at danse. Det var ikke fordi de ikke kunne finde ud af det, men fordi de lavede en parodi 2 grønlandske piger fra festaftenen i Sisimiut, som havde optrådt med inuit-sange og -dans, som de havde været på kursus og lære.
Margrete, Vibeke og Karl-Heinz fremsagde et digt om korets rejse til Grønland. De stod der i polaroverlevelsesdragter i projektørlyset og svedte tran. Til sidst uddelte de bevis til hver enkelt for passage af polarcirklen.
Det var et langt program, og det blev da også sent inden vi kom i seng. Men pyt, nu var sidste koncert jo vel overstået, og vi skulle hjem dagen efter. Så kunne vi jo hvile ud hele weekenden, inden vi igen skulle i skole om mandagen.
30 AUG
Vi skulle meget tidligt op og pakke, for vores bagage ville blive hentet kl. 8:00 og blive kørt til lufthavnen. Derefter var der morgenmad på Naleraq ca. 8:10. Sådan gik det nu ikke, for vognen kom først senere. Så vi gik over for at spise morgenmad. Mens vi spiste morgenmad, var første læs bagage blevet kørt til lufthavnen. Ca. 9:45 blev første hold kørt til lufthavnen, og en halv times tid senere kom andet hold. Så var vi atter samlet for en stund, men ikke så længe, for flyet der skulle flyve os til Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord) - et Dash 7 - , kunne ikke have os alle sammen på én gang.
Første hold skulle flyve kl. 10:55. Det blev fyldt op med friske, unge mennesker fra Det kgl. danske Musikkonservatoriums Børnekor og nogle af de voksne. Der var et par "fremmede", der havde "forvildet" sig ind i vores rækker. Næste hold skulle flyve 20 minutter senere. Det skulle være til at finde ud af, men alligevel var der noget som ikke stemte. Hele første hold sad i flyveren, og der var de voksne og "fremmede", der skulle være - og så var der alligevel ét ledigt sæde - og der var ingen på toilettet. Nå, der kom en mere med og flyet kom af sted. Vi kunne i hvert fald alle 65 samles igen i Kangerlussuaq.
Med på det andet fly var en række skoledirektører fra Grønland og Danmark - og undervisningsminister Ole Vig Jensen. Vi havde oplevet så meget og lært så meget om Grønland, som vi syntes vi skulle have lært i skolen. Så syntes vi altså, at vi lige ville fortælle Ole Vig Jensen, at det var også for dårligt, at vi ikke lærte mere om Grønland i skolen. Det hjalp vist ikke ret meget at sige det; det nærmest prellede af som smeltevand, der løber fra en gletcher om foråret.
I Kangerlussuaq fik vi så den store overraskelse at vide: Vi skulle flyve i helikopter ind til indlandsisen. Stemningen steg til uanede højder, der var ingen som var trætte efter den lange begivenhedsrige dag i går - nu gjaldt det nye eventyr! Nogen var ganske vist bekymret - ikke for flyveturen, men for at skulle lande på indlandsisen:
Mon indlandsisen kan holde til mig? Jeg har taget meget på heroppe!
Nå, den havde piloten luret, så helikopteren landede ved siden af isen, så vi kunne se på den på afstand.
Men først skulle vi spise frokost. Det foregik roklubbens klubhus ved en sø et stykke væk fra Kangerlussuaq. Vi blev kørt i bus til roklubben. Bussen var et tydeligt bevis for, at Kangerlussuaq tidligere har været en amerikansk radarbase. Basen blev oprettet under den anden verdenskrig, og var virksom længe under den kolde krig. Bussen lignede en af der skolebusser, vi kender fra de amerikanske film, bortset fra at den ikke var gul.
Frokosten var udsøgt lækkert dansk smørebrød - og der var sodavand (og øl) til. Vi skulle flyve i 3 omgange til indlandsisen, så det første hold havde ikke så lang tid til at spise, førend de skulle tilbage til lufthavnen.
Helikopteren var samme slags, som flyvevåbnet i Danmark bruger i redningseskadrillen. Der var en allerhel….. larm inde i helikopteren, som fik Finn til at udtale, at her ville selv ikke Kirsten kunne høres. Snydt igen - de som fløj med Kirsten, kunne sagtens høre hende! Men stewardessen havde høreværn på hele tiden.
Vi fløj lavt ind langs smeltevandsdalen, så vi rigtig kunne for en fornemmelse af, hvor meget smeltevand, der kommer om foråret. Helikopteren landede som nævnt ved siden af indlandsisen - i luftlinie velsagtens et par hundrede meter. Der var afmærket, hvor langt man måtte gå for at være i sikkerhed, når der brækkede stykker af gletcherens kant. Alle hold oplevede, den larm der lyder, når der brækker stykker af isen og det vælter ned. Der var en udsigtstop man kunne gå op på og kigge ind over indlandsisen. Det er et fantastisk syn. Men hvor er den forrevet, det ser man ikke rigtig oppe fra, med mindre man flyver lavt henover. Man kan ikke forestille sig, de vanskeligheder som grønlandsfarere udsætter selv for, når de vil traversere indlandsisen eller foretage sig andre opmærksomhedssøgende "udflugter i det hvide".
På hjemturen fra gletcheren fik vi lidt sightseeing i omegnen, så vi fik set mange store flokke af moskusokser - ikke bare 2 gnallede dyr som da vi kom til Kangerlussuaq første gang, eller den dér dovne, som rendte rundt på lossepladsen (den boede der såmænd nok) mellem roklubben og lufthavnen. Alle kom sikkert tilbage til lufthavnen og havde haft en dejlig oplevelse.
Kl. 20:45 begyndte vi ombordstigningen af SK 294, som skulle bringe os til København. Vi lettede rettidigt kl. 21:40, da sov I alle trygt der hjemme i Jeres senge, så I kunne afhente ca 4½ timer senere i Kastrup. Middagsmaden fik vi ombord: røget forel til forret, hamburgerryg med stuvet spinat, karotter og kartofler til hovedret, samt blandet salat. For de der absolut ikke kunne sove, blev der vist film.
31 AUG
Vi landede til rette tid i Kastrup. Men det tog lidt tid at få bagagen. Uden for - på den anden side af glasvæggen - stod vores kære familier: forventningsfulde for se os igen efter 10 dage og spændte på at høre vores beretninger om, det vi havde oplevet. Mens vi ventede på bagagen afsluttede vi turen som den den begyndte med, at vi sang Der er et yndigt land og Nuna asiilasooq. Afskeden med vores rejsefæller blev lidt forvirret, for ikke alle havde fået al deres bagage, så nogle måtte blive tilbage på den gale side af glasbarrieren lidt endnu.
Når man nu her bagefter sådan sætter sig tilbage på skulderbladene og tænker på Grønlandsturen, så har det været en fantastisk oplevelse. Tænk at Grønland er en del af Danmark og dog så anderledes. Vi har fået en god fornemmelse af det grønlandske folk med dets varme og gæstfrihed. Og vi oplevet den fantastiske og storslåede grønlandske natur. Men der er meget at opleve endnu, hvis man er til naturoplevelser og ikke bare til badeferier (solen er OK, men vandet er for koldt). Jeg kunne godt tænke mig at opleve Grønland endnu en gang.
E-mail: dkdmbkor@post3.tele.dk
Dannet: 22-10-1996.
Sidst opdateret: 22-10-96 af Werner Knudsen
|