Det kgl. danske Musikkonservatoriums Børnekor

04:30! Om morgenen! Jeg skulle hilse og sige, at det er meget, meget tidligt.

Ikke desto mindre var det det, der var vores mødetid på Konservatoriet. Vi skulle nemlig af sted på en lang bustur for at komme til Østrig, hvor vi var blevet inviteret til at synge ved en stor kirkekongres i Graz.

Alle mødte op til tiden. 56 søvnige korbørn sammen med forældre, søskende mm, samt 9 voksne, der skulle med på turen for at dirigere, spille og tage sig af alt det praktiske - og af børnene.

Bus-Ole kom med en stor dobbeltdækkerbus; men når børnekoret skal på tur, er der brug for masser af plads. Bussen blev proppet til bristepunktet med bagage, forsyninger og mennesker, og kl. 05:20 kørte vi væk fra alle de vinkende, der stod på fortovet.

Alle var faktisk blevet ret vågne nu, så der blev ikke sovet så meget på turen ned over Sjælland.

Vi skulle have været med en helt ny færge fra Rødbyhavn kl. 8, men den havde vist fået maskinskade, så vi kom med en gammel færge i stedet, oven i købet lidt tidligere. Den havde heldigvis masser af plads og morgenmad parat til os.

Vi samlede oktetterne for første gang, grupper på otte børn med hver deres faste "voksne" tilknyttet. Så er det både nemmere og sikrere, når vi skal gå fra sted til sted. Det var rart at få noget at spise, og der var også tid til at købe "toldfrit slik" i kiosken.

Det tog næsten ingen tid, så sad vi i bussen igen. Da vi havde kørt ca. til Hamburg måtte vi sige farvel til Bus-Ole, som skulle tilbage til Danmark. I stedet for blev bussen overtaget af John, som skulle være vores chauffør resten af turen.

Vejen ned gennem Tyskland var ikke videre dramatisk, bare lang! Vi stoppede undervejs og spiste vores frokostmadpakker, og der skulle jo også være plads til diverse pauser. Sådan nogle kan jo være nødvendige af både den ene og den anden grund. I bussen blev der på skift snakket, spillet, sunget, fortalt barske vittigheder - og af og til sovet.

Da vi nærmede os Jugendherberge München syntes vi godt nok, at det havde været en lang dag - og vi stiftede for første gang bekendtskab med Jakobs nye kendingsmelodi: "Wir haben Hunger, Hunger, Hunger …". Vi var fremme ved Vandrerhjemmet lidt efter ni, og vi havde bedt om, at aftensmaden skulle stå klar til os. Desværre var der sket en misforståelse mellem rejsebureauet og Vandrerhjemmet, så der var ingen mad til os, og de kunne hverken lave eller skaffe nogen.

Mens vi ventede på maden blev vi inddelt i sovehold. Så bar vi kufferterne op (på 3. og 4. sal), og redte sengene. Vi endte med at gå hele koret på MacDonald’s og spise burgere. Der fik vi også sunget fødselsdagssang for Eva Eriksen. Hun fik også sin fødselsdagsgave af koret, og en "ægte"MacDonald-indianer af restauranten.

Tilbage på Vandrerhjemmet gik vi straks i seng - og sov med 100 km i timen hen ad midnatstid.

Klokken 7:30 stod vi parat i vores nattøj uden for Simones dør og sang fødselsdagssang.

Vi spiste vores morgenmad i en stor spisesal, og smurte selv vores frokostmadpakker til turen. Så pakkede vi de sidste ting på værelserne, skumplede kufferterne ned ad trapperne og ind i bussen. Vi var parate til afgang lidt over ni.

Ikke så langt syd for München stødte vi på de nordligste Alper, og derefter blev bjergene bare højere og højere. Det var et fantastisk syn, især for dem, der aldrig havde set det bjerge i den størrelsesorden før, og det var mange. Der blev sagt Åh og Næh, også da vi så den første snedækte tinde.

Da vi var kommet ind i Østrig og forbi Salzburg, spiste vi "morgenbrødsmadpakkerne" og fik noget at drikke. Der var såmænd også en souvenirkiosk på tanken, så Korbanken åbnede for første gang udbetalingen. Det var virkelig en stor lettelse for mange, da de endelig havde rigtige østrigske penge på lommen - og kunne få dem ud af lommen igen.

Hjemmefra havde vi troet, at vi kunne være fremme omkring kl. 15, men det tager altså lang tid at køre på de Østrigske bjergveje. Klokken var over 17, da vi endelig kom frem til vores by - Kainach. Skønt de havde ventet i 3 timer stod vore værtsfamilier parate med store smil for at tage imod os. De var bare så søde og hjælpsomme, og med Fader Engelbert og Søster Ursula i spidsen ville de gøre alt for at hjælpe os og gøre det godt for os

Vi var så meget forsinket, at vi måtte justere planerne. Mens Margrete og børnene holdt korprøve organiserede det lokale Gasthaus bespisning af hele koret på under en time. Der blev både fremtryllet Frankfurtere, sandwich (med mindst 15 stykker pølse på hver) og salat, og da børnene efter prøven havde spist, havde de voksne lagt alle kufferter frem, parat til korpåklædning.

Vi havde hjemmefra fået at vide, at Kainach var "en lille by, lige uden for Graz". Lige uden for betyder på Østrigsk åbenbart ca. 55 km, men på trods af alle disse forhindringer stod hele koret på Tummelplatz i Graz, parat til koncert lidt over 8.

I forbindelse med den økumeniske kongres var der denne aften friluftskoncerter på alle byens pladser. Vi delte Tummelplatz med et lokalt madrigalkor og kling-klang-orkester, der var i gang, da vi kom. Efter dem gik Børnekoret på scenen i den nedgående aftensol, og de leverede - efter to døgns rejse - en pragtpræstation. Publikum på pladsen var begejstrede for blandt andet Philippe Skows ungarske Czardas, I skoven skulle være gilde, og de mange dygtige sangsolister.

Mørket sænkede sig, da koret nærmede sig de afsluttende spirituals, og børnene sang så smukt, at Gud græd, som Toke sagde. Himlens sluser åbnede sig, og børnene sang, stående i regnen, "I’m goin’ up a yonder". Under sidste vers stod det ned i tykke tove, da Margrete pegede mod bussen, og børnene sluttede med linien: "Goin’ Home".

Alle styrtede ind i bussen efter en våd, vanvittig og ganske fantastisk oplevelse. Helt euforiske fik alle de våde trøjer af, og vi kørte tilbage til Kainach. Der stod vores familier igen parat, og nu blev alle børn afleveret til deres værtsfamilier, der tog sig kærligt af dem. Hjemme hos familierne ville alle gerne snakke med deres nye børn, og de blev budt på alverdens guf. Alle gik trætte og glade i seng efter en lang og indholdsrig dag.

Vi mødtes på torvet i Kainach klokken 09:00, efter at børnene havde spist morgenmad med familierne. Inden de voksne kom med bussen kom børnehaveklassen fra skolen i Kainach ned på torvet og underholdt de ventende korbørn med sange.

Forløbet af denne dag havde Kainach by planlagt. Der var arrangeret en bjergudflugt for os, og byens "Schuldirektor" og engelsklæreren Ingrid fulgte med som førere, sammen med 10 børn fra byens 4. klasse, der sad sammen med vore egne børn i bussen.

Målet for turen var et tidligere kæmpemæssigt jernbrud ved navn Eisenerz. Vi kørte med bus i to timer, lidt langt efter de foregående to dages rejse, men der ventede en stor oplevelse i den anden ende. Under turen fortalt Ingrid på engelsk både om, hvad vi kørte forbi, og om Østrig.

Vi blev bespist i en nærliggende by, hvor vi fik vores første østrigske wienerschnitzel. Den smagte godt, og efter maden kørte vi til jernværket, der tidligere beskæftigede mange tusind mennesker. Nu, hvor østrigsk jern er blevet for dyrt, er der kun et par hundrede tilbage.

Da vi var ankommet til værket blev 6 trængende korbørn sendt på toilettet, mens vores østigske fører købte billetter til rundvisningen. Vore østrigske venner misforstod desværre situationen og "kidnappede" vore børn, som blev sendt sammen med de østrigske børn på turen. De 6 gennemførte tappert turen (med krydsede ben), og resten af Børnekoret kom først af sted en lille time senere.

Vi blev iklædt gule beskyttelsesdragter og minehjelme, og steg op i en "Hauli", et kæmpemæssigt køretøj, der kan bære mange tons malm op og ned af bjerget., blev vi kørt stejlt op ad de snoede arbejdsveje, og fik en fantastisk tur op til 1500 meters højde. Udsigten var bare helt utrolig, og det var spændende at mærke rumlen af de fantastisk mange hestekræfter under os.

Vi kørte ned ad bjerget igen, og sluttede ved en 13 meter dyb sø, der af en eller anden grund er fuldstændig dybblå, og som har kilder i selve bjerget.

Efter Hauli-turen tog vi beskyttelsestøjet af igen, og kørte med bussen hjem til Kainach, hvor børnene fik en prøvetime.

Byen havde inviteret os på aftensmad, og menuen var - gæt engang - wienerschnitzel. Det er ikke nogen dårlig spise, men to gange på en dag gav anledning til megen morskab.

Efter middagen holdt Børnekoret en koncert i Kainachs meget smukke kirke. Koncerten var "uformel", fordi vi ikke kunne nå ud til familierne efter kortøj, men dens kvalitet var helt i top. Kirken var stuvende fuld, på gulv og pulpitur, og publikum var dybt betagede af den første koncert med kirkeprogram på børnekorets Østrigstur. Det er altså bare helt utroligt, hvad de børn kan præstere.

Fader Engelbert holdt en tale, hvor han roste koret. "Man siger ellers, at danskere er kølige og reserverede, men de er jo lige så temperamentsfulde som spaniolere", sagde han og gav alle et honninghjerte som gave.

Efter koncerten kørte børnene med familierne hjem, og den aften var der lidt bedre tid til at snakke og hygge. Som et af børnene sagde: "Det var godt, jeg ikke lærte tysk hjemmefra. Det er meget sjovere med fingersprog".

Vi startede fra Kainach kl. 8 med kurs mod Oberschützen, en ret lille by i den østrigske delstat Burgenland, kun 20 km fra den ungarske grænse. Her var vi inviteret til at holde to koncerter, en om formiddagen og en om aftenen.

Busturen gik glat, og vi ankom omkring kl. 10. Efter opvarmingen gik Børnekoret på scenen i byens kulturcentrum. At en lille by som Oberschützen kan have et kulturcentrum skyldes, at den af historiske grunde har to gymnasier og en aflægger af Musikkonservatoriet i Graz.

Det var en kæmpestor sal, og publikum bestod af ikke mindre end 600 skolebørn fra 10-16 år. De lyttede, først opmærksomt og efterhånden begejstret, til et blandet program med mange flotte præstationer. Selv om Toke syntes, at det var "vild pinligt" at han gik frem et vers for tidligt, var også hans solo i Sensommervisen virkelig flot Så tæt ved Ungarn vakte en Czardas selvfølgelig også jubel, men hele koncerten gav anledning til begejstrede klapsalver.

Efter koncerten inviterede Erik Barnstedt, vores vært, os på middagsmad, hvor menuen - tro det eller ej - var wienerschnitzel. Ingen kommentarer er vist nødvendige. Der var kage til dessert, og så tog Erik Barnstedt flokken med på en skovtur i bakkerne bag byen. Det var godt at få rørt sig oven på de mange bustimer.

På dette tidspunkt blev der sendt kordagbog hjem til familierne, og dagbogen sluttede:

Dagbogen blev faxet hjem til Kirstine Greens forældre, der på rekordtid kopierede, pakkede og gik på posthus, så alle familier kunne få brev dagen efter. Flot, og tak for det!

I Oberschützen stod Børnekoret foran orglet kl. 19:30 og startede koncerten med Brittens Missa Brevis. Jakob Lorentzen sad som altid ved orglet. Så gik koret ned foran alteret og sang resten af koncerten. Som på hele turen introducerede Mathias koncertens programpunkter på smukt og formfuldendt tysk.

Det er svært at fremhæve noget nummer frem for andre, fordi hele koncerten gik fantastisk godt; men Hannahs charmerende og smukke solostemme i "Jerikovisen" vakte måske især begejstring hos publikum.

Det gjorde også hele korets søde pigegruppe hos Oberschützens ungersvende. Begejstringen var så stor - gensidigt - at de efter et afsluttende Jakob-og-Karin-fortovsshow løb ved siden af bussen gennem hele byen, vildt vinkende til de ulykkelige piger.

En særudsendelse fra Radio Mølleå fik dysset gemytterne ned, og vi var hjemme i Kainach - sent, men alligevel hentede familierne os hjem til den sædvanlige kærlige pleje (læs: forplejning).

I dag havde byen Kainach, repræsenteret ved Fader Engelbert, ønsket at invitere os på middag i Graz, og de tilbød også at vise os rundt i byen. Vi syntes nu, at vi snart trængte til at gå rundt bare for os selv, så vi takkede nej til rundvisningen. Middagen var dog med i vore planer, så John startede bussen igen og kørte mod Graz.

Pastoren og Søster Ursula, som viste sig i virkeligheden at hedde Søster Lima, kørte foran os fra torvet i Kainach og hjalp med at finde vej og samle korbørn op. De voksne i kontroltårnet kunne ikke lade være med at more sig over nonnen ved rattet og pastoren med armen vildt vinkende ud af vinduet - som klippet ud af en fransk filmkomedie.

På restauranten var menuen overraskende nok en lækker pastaret og is til dessert. Det vakte stor jubel hos børnene, og efter middagen var vi oplagt til at gå på Graz’ berømte tøjhusmuseum, Zeughaus. Vi kørte i bussen efter den rute, Søster Lima havde tegnet ind med farver på et bykort. Desværre vidste hun ikke, at vores dobbeltdækker havde problemer med at køre under byens lave jernbaneviadukter, så vi måtte bruge det meste af en time på at finde et enkelt sted, hvor bussen kunne passere. En flink østriger hjalp os til sidst, men tiden var gået, så - nul Zeughaus.

Heldigvis havde vi en reserveplan, som førte os til selveste Graz' vartegn: das Uhrturm. Da bussen var parkeret, gik vi i oktetter gennem byen og udså os gode handelssteder til senere brug. Så begyndte vejen at stige, og eftersom det var strålende solskin fik vi os en varm "klatretur" op ad det lille bjerg, der ligger midt i Graz.

Halvvejs oppe ligger das Uhrturm: en meget gammel træbygning med kæmpestore urskiver på siderne. Vi slappede af, beundrede tårnet og fotograferede den flotte udsigt, før vi igen klatrede ned ad bjerget.

Kl. 15 var vi klar til lyd- og opstillingsprøve på den største plads i Graz, hvor kor fra mange lande om aftenen skulle synge på en stor tribune. Der mødte vi Wilfried Zelinka, som var den, der havde koordineret hele vores ophold i Østrig. Han fortalte, at vi skulle synge kl. 20:30.

Prøven gik fint, og efter den gik vi i oktetter til byens største handelsgade. Det var en lykkelig stund: endelig en virkelig mulighed for at få brugt nogle Schilling. På Strøget fik børnene fri et par timer, og der blev købt en masse souvenirs, gaver, kosmetik mm.

Oktetterne samledes derefter ved Domkirken, hvor alle byens gæster blev bespist: Sandwichboller med pålæg, og youghurt til dessert. Koret gik derefter tilbage til bussen for at klæde om, og kl. 20 stod alle parat på Freiheit Platz.

Hvert kor skulle synge i et kvarter, og det første kor sang da heller ikke i længere tid. Til gengæld talte deres "speaker" lige så længe mellem numrene, så Børnekoret gik det meste af en halv time for sent på scenen. Det var dog værd at vente på. Børnene begejstrede de mere end 10.000 tilhørere, og der er nok ikke mange af dem, der nogen sinde glemmer fx. Malenes hudløst smukke introduktion til "Goin up a Yonder".

Programmet, fortolket efter Margretes håndskrift

Efter Børnekorets kvarter samledes vi og lyttede lidt til det næste kor; men alle var trætte, så vi gik hurtigt til bussen og korte hjem til Kainach, hvor familierne ventede på "deres" børn.

Det var den dag, hvor det gasthaus hvor de voksne boede blev omdøbt til Kainach Krankenhaus.

Det begyndte dagen før. Stine måtte blive i sengen pga eftervirkningerne af en hjernerystelse. Da vi kom hjem fra koncerten, havde Lis haft læge, som desværre konstaterede, at hun havde en blodprop i benet. Og en time senere ringede Frejas familie, at hun havde skåret sig dybt i fingeren. Kirsten kørte på skadestuen med Freja, som fik syet fingeren sammen - heldigvis var der ikke sket skade på nogle sener.

Fredag formiddag gik på "Kainach Krankenhaus" med sygesagerne. Stine måtte flyves hjem til Danmark, Lis blev indlagt, og Frejas behandling krævede masser af papir- og telefonarbejde.

For Børnekoret var det dog en lykkelig formiddag: fri til at være sammen med familierne helt til kl. 14. Det var noget, der blev nydt. Som Regitze sagde, da hun kørte af sted med sin familie og den skadede Freja: "De vil gøre alt for os. Hvis de kunne plukke solen ned fra himlen og give den til os, så gjorde de det".

Kl. 14 samledes vi og kørte mod Graz, hvor vi skulle afholde en koncert i Lutherian Heilandskirche. Organisten her, Paul Hönicke, var den, der oprindelig inviterede Børnekoret til Østrig, så her ville alle gerne give en rigtig god koncert.

Efter en prøve i kirken var vi inviteret til middag på det fine Hotel Weitzer; men det viste sig, at der var ret langt fra kirken til hotellet, hvad vi ikke havde fået at vide, så vi havde givet bussen fri til om aftenen. Hvad gør et klogt børnekor så? Med Paul Hönicke i spidsen tog vi sporvognen hele flokken, og det var faktisk både nemt og sjovt.

Den meget fine middag på hotellet - en lækker kalkunret og luksusis til dessert - var skænket af den danske konsul, som også ejede hotellet. Han var selv til stede og holdt tale for koret, der kvitterede med tak for mad - sangen. Vi følte os som de rene VIP'er.

Tilbageturen til kirken var en oplevelse i sig selv: Kirsten fik organiseret en kortege på 11 taxaer, et imponerende syn. Efter omklædning var der koncert, og det var nok korets bedste på hele turen. Publikum var så begejstret, at koret blev fremkaldt to gange, endda efter at den første halvdel af koret var nået helt ned i kælderen og var begyndt at drikke saft.

Da alle endelig havde fået deres saft og kage, kørte vi hjem til Kainach, til den sidste aften og nat hos familierne - som for nogle blev vældig kort, de skulle nemlig op og malke tidligt næste morgen!

Opbrudsdag. Kl. 8 stod vi med vore kufferter på torvet. Bussen blev pakket, der blev sunget, holdt taler og givet gaver til Fader Engelbert og Søster Lima, og så blev der taget afsked med familierne. Der blev kysset og knust til den store guldmedalje, og tårerne flød i stride strømme længe efter at bussen var kørt. Det var afsked med en by, der havde gjort utroligt meget for os, og som vi aldrig vil glemme.

Kursen blev nu sat mod Linz, med et frokoststop undervejs. Da vi kom til Linz kørte vi først til vandrerhjemmet, hvor vi skulle sove. Vi blev modtaget af vores kontakt der, Erik Posch, og så blev vi i nye sovegrupper fordelt på 2. og 3. sal af den meget høje bygning.

Vi blev nu kørt til menighedshuset, der hørte til Erik Posch's kirke. Der havde vi prøve og spiste aftensmad. Alles stemmer var ved at være godt slidte, så både Margrete og Kirsten havde et hårdt arbejde med at få koret nogenlunde i form.

Aftenens koncert foregik i den nærliggende jesuiterkirke, Alten Dom, som er byens ældste domkirke. Det var en oplevelse bare at komme ind i dette kæmpestore og meget smukke rum og tænke på at skulle synge der.

Kirkens akustik gjorde, trods trætte stemmer, koncerten til en stor oplevelse. Det var især fantastisk at opleve, hvordan Nanas stemme kunne fylde hele domkirkerummet i "Urolige hjerte".

Linz har mange koncerter på denne tid, så der var desværre kun 27 personer, der var så heldige at høre koncerten, og ekstranumre blev der ikke nogle af. Det kom der til gengæld så rigeligt lidt senere. Efter koncerten samledes koret på den store Hauptplatz og stod og sang lidt som så ofte efter en koncert; men det greb om sig! Pludselig var en hel friluftskoncert i gang, og et større publikum samlede sig. Koret kom gennem et større á capella program, og fire korbørn samlede ind blandt publikum i hvide korsko. Det blev til over 700 Schilling, som koret besluttede at skænke til Røde Kors.

Det var en festlig afslutning på koncertturneen, og børnene var så opstemte, at der tilbage på vandrerhjemmmet, efter saft og kage i menighedshuset, var for højt et lydniveau til, at vi kunne få lov til at fejre Philippes fødselsdag. Det blev udsat til dagen efter, og alle gik i seng.

Med alle koncerter bag os - 8 formelle og uformelle var det faktisk blevet til på bare 6 dage - begyndte hjemturen nu for alvor.

Efter morgenmaden på vandrerhjemmet kørte vi ved nitiden af sted med retning mod Prag. Efter et par timer passerede vi grænsen mellem Østrig og Tjekkiet, og Korbanken fik vekslet alle de resterende lommepenge om til tjekkiske kroner. Vi regnede med at være turister i Prag et par timer, og håbede på, at der ville være nogle åbne turistbutikker, selv på en søndag.

Frokosten blev spist ved en tjekkisk tankstation, hvor der da også var lidt ting at købe; men de tjekkiske landeveje er altså ikke verdens bedste, så turen til Prag tog også et par timer mere end busselskabet havde beregnet. Der røg turistvandringen.

Vi blev indkvarteret på det efter tjekkiske forhold fine hotel Pramen, hvor vi også spiste aftensmad. Så blev vi i bussen kørt ind til Prags centrum, hvor der hjemme fra Danmark var bestilt billetter til Det Nationale Marionetteater: Vi skulle se Mozarts opera Don Giovanni, spillet med dukker.

Det blev en virkelig stor oplevelse, der begejstrede alle, fra de yngste til de ældste. Mozart selv dirigerede orkestret, og optrådte mellem scenerne med små fornøjelige gags. Dukkerne blev ført så livagtigt, at man til tider glemte at de var - dukker. Effekterne, kulminerende i det kæmpestore genfærd, der førte Don Giovanni ned i Helvede, var virkelig imponerende. Alle levede med, grinede, og applauderede til sidst vildt. Det var en virkelig god afslutning på korturens arrangementer.

Vi havde regnet med at tage taxaer tilbage til hotellet, men det viste sig ikke at være end god ide i Prag. I stedet tog Werner tilbage til hotellet og fik hentet John og bussen, mens koret på en stor trappe nød den flotte udsigt over Prag. Det var rart, da bussen endelig kom og kørte os tilbage, for vi glædede os til at holde afslutningsfest.

På hotellet havde vi lånt et lokale, Philippe gav traktementet og Hannah og Malene koordinerede underholdningen, der var virkelig varieret. Der var hele to parodier på Margrete og Pia: Bianca / Ida Maria og Toke / Philip. Spice Girls gav et dansenummer. Sif, Freja, Sif, Sofie B og Nina H opførte sketches. Sif med rytmegruppe gav et par kor-rap numre og Hannah og Malene sluttede med en sang.

Da Karin som ekstranummer havde gået på hænder, sluttede festen, og alle gik til deres værelser. Hyggen derimod sluttede ikke, og der var vist nogle, der ikke fik sovet så meget den nat.

Vi skulle af sted kl. 8:30 for at nå færgen i Rostock, så det var en kort og effektiv morgen. Alle kufferter var heldigvis blevet i bussen fra dagen før, så det gik kvikt med at komme af sted.

Da vi kom over den tjekkisk-tyske grænse ville banken ikke veksle vore tjekkiske kroner, så der var stor bekymring blandt børnene om de nu kunne få vekslet lommepenge, de kunne købe for på færgen.

Undervejs i bussen fik Anni alle børn til at skrive på nogle flotte postkort, som så hjemme fra Danmark kunne blive sendt til familierne i Kainach. Ellers var det en lang og mat bustur oven på en hård uge.

Midt på dagen regnede det kraftigt, så frokosten blev spist i bussen

Færgen mellem Gedser og Rostock havde maskinproblemer den dag, så en kraftig forsinkelse truede; men det vidste dog kun de voksne i "kontroltårnet". På Rasteplatz Prignitz var der ispause, og Philippe og Sofie Hjort blev afhentet. Der fik vi også, 1 minut før vi var nødt til at ændre kurs mod Puttgarden, besked om at færgen endelig var kommet i gang, og altså fortsatte vi planmæssigt mod Rostock, som vi nåede i god tid inden færgens afgang.

Da færgen sejlede, vel 1/2 times tid forsinket, var der pølser og brød til alle. Shopping også, fordi det lykkedes Werner at få vekslet Korbankens lommepenge til D-mark.

Således forløb overfarten på bedste vis, og da Margit for sidste gang havde talt alle op i bussen og meldt klar til afgang, startede vi på den sidste korte strækning op over sydhavsøerne og Sjælland. Efter et kort stykke tid måtte vi sige farvel til John, der havde ført os så trofast gennem fire lande. Der blev råbt hurra og sunget tak for turen, og så kørte den nye chauffør os det sidste stykke til København.

Ved Konservatoriet stod en større modtagelseskommitè parat, og da børnene væltede ud af bussen blev der kysset, knust og grædt, både til dem, det var så godt at se igen og dem, det var så svært at sige farvel til. Og så var det bare med at komme hjem - så man kunne fortælle så meget man orkede, og så komme på hovedet i seng.

Det, der skulle have været "en lille Danmarksturne, bare i Østrig" endte med at blive en gevaldig udlandsrejse med alt hvad det indebærer. Koret har endda aldrig før haft en turne, der bød på så mange koncerter i forhold til rejsens længde. Dette var en del af forudsætningerne for, at turen overhovedet kunne gennemføres, men det gjorde også, at det var en tur med meget hårdt arbejde, både for børn og voksne, og tilsvarende mindre tid til at opleve det fremmede - eller bare slappe af.

På en korrejse vil turens arrangører, med Margrete i spidsen, gerne opnå, at børnene ud over succes med koncerterne også lærer de fremmede landes kultur og mennesker at kende. På Østrigsturen var der vanskelige vilkår for dette, men selv om det var en meget komprimeret kortur må det et eller andet sted være lykkedes alligevel.

På spørgsmålet om hvad der havde været det bedste på turen svarede turens yngste, Marie B.K, nemlig: "Koncerten, hvor vi blev kaldt frem to gange, marionetteateret og vores søde familie i Kainach".

E-mail: dkdmbkor@post3.tele.dk
Dannet: 21-08-1997. Sidst opdateret: 21-08-1997 af Werner Knudsen